Derfor er det vigtigt, at dit barn husker cykelhjelmen
En cykelhjelm er den mest effektive metode til at reducere risikoen for alvorlige skader på hovedet, hvis uheldet skulle ske. Derfor er det vigtigt, at du som en god rollemodel gør det til en naturlig vane for dit barn altid at bære hjelm, når han eller hun stiger på cyklen.
Forskellen er stor
Ifølge nye undersøgelser er cykelhjelmen med til at mindske risikoen for skader på hoved og hjerne med cirka 50 procent og alvorlige skader med hele 70 procent – cykelhjelmen har altså en kæmpe betydning for dit barns sikkerhed på cyklen. Der er en markant forskel på, hvor alvorlige hovedskader der ses hos cyklister uden cykelhjelm versus cyklister med cykelhjelm, som har været udsat for en ulykke. Det er sund fornuft at sørge for, at dit barn husker cykelhjelmen.
Sådan skal cykelhjelmen sidde
Cykelhjelmen beskytter kun hovedet ordentligt, hvis den sidder, som den skal på dit barns hoved. Derfor er det ret vigtigt at være omhyggelig med at købe en cykelhjelm i den rigtige størrelse – den må ikke rykke sig fra side til side eller glide frem og tilbage. Det er smart at bruge et målebånd til at måle omkredsen på hovedet, så I kan finde den helt perfekte størrelse. Det gælder for de fleste modeller, at de kan spændes ind i nakken. Derfor er det bedre at vælge en lidt for stor cykelhjelm, end en lidt for lille. Desuden kan du købe indlæg, der kan sættes fast på cykelhjelmens inderside, så den sidder helt tæt på barnets hoved. Samtidig er det værd at sørge for, at cykelhjelmen er forholdsvis let, da det ellers kan være tungt for dit barn at bære hjelmen – jo lettere den er, jo mere behagelig er den at have på.
Flot design
Der er den største chance for, at dit barn helt frivilligt ønsker at bære sin cykelhjelm på hver eneste cykeltur, hvis cykelhjelmen har en god pasform og et lækkert udseende. Det gælder alt lige fra designs med blomster og regnbuer til dinosaurer og racerløb – mulighederne er mange.
Det er derfor en super god idé at have dit barn med i beslutningerne, når den helt rigtige cykelhjelm skal findes. Heldigvis er der et stort udvalg af cykelhjelme med flotte designs og i den højeste kvalitet, så I sammen kan finde den perfekte cykelhjelm.