Sådan gør du haven sommerklar

Sådan gør du haven sommerklar

Vi kan vist alle blive enige om, at vi går en dejlig tid i møde. Dagene bliver længere, solen begynder for alvor at brænde igennem og vi begynder så småt at bytte uldtrøjerne og vinterjakkerne ud med sandaler og solbriller. Sommeren står for døren, og denne årstid er også ensbetydende med hygge i haven og på terrassen. Børnene begynder at lege på græsplænen, mens forældrene sidder på terrassen med grillen tændt op og et glas iskold hvidvin i hånden.

Det lyder dejligt alt sammen – men der er et problem. Græsplænen ligner en forvokset mark og efterårets fugtige klima har sat gevaldige skønhedspletter på terrassen. Skal man for alvor kunne nyde den danske sommer, skal der gøres et grundigt forarbejde. Her får du 3 tips til, hvordan du gør dit udeareal indbydende, så både du og dine gæster får nogle uforglemmelige stunder i den danske sommer.

terrasse

Klargøring af terrassen

Terrassen er omdrejningspunktet i de fleste grillfester og andre sociale arrangementer, men skal man for alvor kunne nyde sin stenterrasse, skal der gøres en indsats. På grund af det fugtige danske klima er der stor sandsynlighed for, at din terrasse på nuværende tidspunkt er beskæmmet af grønne plamager med alger og mos.

De har nemlig haft rigtig fine vækstbetingelser i den seneste tid og har nu sat sig godt og grundigt fast i terrassen. Du kan enten vælge selv at tage arbejdshandskerne og med en blanding af knofedt og algefjerner at få fjernet de ubudne grønne gæster.

Er din terrasse for stor, og kan du ikke magte opgaven selv, er der en lang række firmaer, som kan hjælpe. Blandt andet firmaet Spray Away, der kører ud i hele landet og blandt andet renser fliser og efterfølgende giver dem imprægnering, så de fremadrettet er mere modstandsdygtige. Læs mere om processen ved en afrensning af fliser her.

Rengøring af havemøblerne

Når terrassen er sat i stand, er det tid til at finde havemøblerne frem igen. Det er garanteret et godt stykke tid siden, at de har set dagens lys, og derfor skal de lige have et ansigtsløft. Har du plastik- eller stål/aluminiumsmøbler kræver det ikke den store vedligeholdelse. En almindelig rengøring bør være nok til at kunne sætte møblerne på terrassen. Har du i stedet træmøbler, kræver det først en grundig rengøring – gerne med et særligt rengøringsmiddel til træ.

Herefter bør du tjekke, om skruer og bolte er strammet til, så et af de store familiemedlemmer ikke pludselig er faldet igennem stolen. Sidst med ikke mindst skal møblerne have en omgang træolie, når de er helt tørre efter vasken. Dermed er du klar til at sætte dig til bords eller smække skankerne op i solsengen.

Grøn og frodig græsplæne

Græsplænen er en vigtig del af enhver have – hvad enten den fylder meget eller lidt i det samlede billede. En lækker, frodig græsplæne er smuk at kigge på, og derfor bør man gøre sig umage med at behandle den ordentligt. Samtidig er græsplænen i mange haver, især hos børnefamilier, en uundværlig legeplads, hvor der bliver excelleret i diverse boldspil og andre aktiviteter.

Her i starten af april er det de færreste græsplæner, der ikke i et eller andet omgang ser hærget ud efter et hårdt efterår. Det skal der gøres noget ved, og det er på dette tidspunkt, at du med fordel kan sætte i gang. Det er nemlig ved at være tiden, hvor du kan betræde græsplænen, uden at sætte store aftryk, hvilke vidner om, at den er tilpas tør og dermed klar til at få en kærlig hånd.

Indledningsvis skal du finde riven frem fra haveskuret og fjerne mos og grene fra plænen, hvilket samtidig skaber luft ned til græsrødderne. Trænger græsplænen til yderligt liv, kan man nu vælge at give den lidt gødning. Når der er kommet gang i væksten, er det på tide at finde græsslåmaskinen frem.

Det er meget vigtigt, at man ikke slår den for meget – helst ikke under 3-4 centimeter, da det kan gøre den sårbar i tørre perioder. Væksten er størst i maj og juni, hvorfor det anbefales, at man slår sin græsplæne minimum en gang om ugen i denne periode. Afslutningsvis skal man foretage den sidste finish med en kantskærer, så overgangen mellem fliser og græs bliver elegant.