Sådan holder du tyven væk, når du er på ferie

Sådan holder du tyven væk, når du er på ferie

Det er altid godt at tage sine forholdsregler og gardere sig bedst muligt mod indbrud, når du pakker rejsetasken og tager af sted.

Ferie er nemlig højsæson for tyve, som ved, at mange hjem står tomme og er lige til at gå på rov i, mens du er af sted.

10 råd til at undgå indbrud

Låsesmeden Keypartner har derfor udarbejdet disse 10 råd, du kan følge for at indbrudssikre dit hjem, inden du tager på ferie.

  1. Er dine låse over 10 år gamle, bør de få en opgradering. Vi anbefaler altid at have to forsikringsgodkendte låse per dør.
  2. Faktisk sker 50 % af alle indbrud gennem vinduer. Det skyldes bl.a., at vi har en tilbøjelighed til ikke at sikre vores vinduer lige så godt, som vi sikrer vores døre. Du bør derfor gøre dine vinduer indbrudssikre ved at få monteret vindueslåse.
  3. Har du udadgående døre, bør du få sat en udvendig sikkerhedsskinne på for at forhindre tyven i at bruge koben, skruetrækkere eller andet til at komme ind mellem dør og karm og bryde døren op.
  4. En tyverialarm er en rigtig effektiv måde at sikre dit hjem mod indbrud på. Alarmen har først og fremmest en forebyggende effekt. Den forhindrer ikke tyven i at komme ind, men når du sætter alarm-klistermærkerne op, vil tyven ofte genoverveje, om det nu også er en god idé at gå på rov i dit hjem.
  5. En anden rigtig god måde at forebygge indbrud på, er video-overvågning. Tyven ser kameraerne og vil typisk overveje en ekstra gang, om indbrud nu også er en god idé.
  6. Vi anbefaler dig at blive medlem af Nabohjælp. På den måde kan dine naboer stoppe de ubudne gæster, allerede inden de forsøger at bryde ind.
  7. Du bør sørge for at låse din garage eller dit skur, så tyven ikke har adgang til værktøj, stiger eller andre ting, der kan gøre det nemmere for tyven at bryde ind i dit hjem.
  8. Det er en god ide at bruge udendørsbelysning, som aktiveres ved bevægelse. Tyven kan bedst lide at stå i mørke, da lyset kan afsløre indbruddet.
  9. Du bør lave en aftale med din nabo om, at han eller hun fylder skrald, tømmer din postkasse, rydder sne eller på anden vis passer dit hjem, mens du er på ferie.
  10. Vi anbefaler dig at mærke alle dine værdigenstande. Mærkningen gør det svært at sælge de stjålne genstande videre og lettere for politiet at finde de rette ejere. Du kan kontakte din lokale politistation og få udleveret en kuffert med mærkningsværktøjet.

Du kan aldrig gardere dig 100 % mod indbrud. Men en ting er sikkert: Følger du disse 10 råd, inden du tager på ferie, vil du give tyven enormt dårlige arbejdsbetingelser. Og det vil højst sandsynligt holde tyven på lang afstand af dit hjem.

Læs mere om indbrudssikring.