Sådan får du brugt din terrasse mere
Måske går du hver sensommer og ærgrer dig over, at det så heller ikke blev i år, at du og din familie sad hver aften på terrassen og nød den lune aftenluft og de sidste stykker hvidløgsflute fra grillen. Det kan være svært at sætte fingeren på, hvorfor I altid ender med at sidde indenfor, selvom vejret sådan set er udmærket. Derfor har vi i denne lille artikel samlet nogle gode råd til, hvordan du kan gøre terrassen til en integreret del af dit hjem.
Nem adgang til terrassen
For det første gælder det om at have en terrasse, som det er nemt at komme ud på. Hvis du står overfor at skulle renovere din have, er det derfor en god idé at tænke nærmere over terrassens placering. Hvis du placerer terrassen et sted i haven, hvor man ikke kan se den fra huset, kan I nemt glemme, at den overhovedet er der, og derfor ikke få den brugt ret ofte. Det samme gælder, hvis terrassen ligger nede bagerst i haven, så I skal balancere mange meter med armene fulde af pastasalat og grillpølser, hver gang I skal spise udendørs. Selvfølgelig skal du også tænke på, at terrassen gerne må ligge der, hvor der er en smule aftensol, men hvis den samtidig kan ligge tæt på huset, er det helt perfekt. At skabe nem adgang til terrassen handler, udover placeringen, om, at du ikke skal gå gennem hele huset for at komme derud. Med skydedøre fra Velfac kan stuen og haven gå i ét i de varme måneder, samtidig med at skydedøre lukker en masse lys ind i din stue, køkkenet, eller hvilket rum du vælger at sætte døren op i.
Hold orden på terrassen
Desuden gælder det om at have en hyggelig terrasse med nogle havemøbler, du har lyst til at slænge dig i, og hvor der ikke ligger legetøj og haveredskaber og fylder det hele. Der kan også godt være orden på udelivet. Hvis I har et værksted eller en garage, så udvælg et hjørne, hvor børnene kan have bolde, sommerfuglenet, vandpistoler og alt muligt andet til at ligge. Det betyder med garanti ikke, at det alt sammen kommer til at havne der, men mon ikke, det kan gøre en lille forskel. Nogle gange kan det også være afskrækkende at bruge terrassen, fordi det virker besværligt at slæbe alting med udenfor. Sørg derfor for, at så meget som muligt allerede er udenfor. Med et udekøkken kan I opbevare mange af de redskaber, I skal bruge udenfor, hvilket automatisk trækker jer mere udendørs. Slip for at gå mange omgange med hynder og tæpper til havemøblerne ved at vælge en af disse hyndebokse. På den måde slipper du for at skulle spurte ud i haven og indsamle det hele, hver gang en sommerbyge passerer over haven.