5 gode råd til organisering af skuret
Har du, som så mange andre, også svært ved at få overblik, når du går ud i dit skur? Med den rette indretning kan du både få mere plads og lettere finde de ting, der gemmer sig i skuret.
Skuret er ofte et sted, der bliver rigtig rodet, fordi alle de ting, som man ikke lige ved, hvad man skal gøre af, kommer derind at stå. Men det betyder desværre også, at det bliver meget uoverskueligt og svært at finde frem til det, man skal bruge. Denne udfordring kan du undgå, hvis du sørger for at indrette dit skur smart og organiseret helt fra starten.
Hæng dit værktøj op på væggen
En god metode til både at få mere plads og holde orden i dit værktøj er ved at hænge det op på væggen. Det er der flere måder, du kan gøre på, men én af de bedste måder er at hænge en værktøjsplade op på væggen. En værktøjsplade er en metalplade med små huller i, så du nemt kan påmontere kroge og beslag til at hænge værktøjet op i. Det giver dig også mulighed for at hænge dit værktøj op på bestemte pladser, så du altid nemt kan finde det, du skal til at bruge. Har du meget værktøj, kan du fordele resten i forskellige værktøjskasser, som du kan opbevare på en hylde i reolen.
Brug stålreoler til opbevaring
Når du er på udkig efter en god løsning til opbevaring i skuret, er stålreoler det oplagte møbel at vælge. Det er de blandt andet, fordi de holder i årevis og er meget slidstærke. I skuret har du brug for et møbel, der ikke skal skiftes ud sådan lige med det samme, og derfor er stålreoler, med deres stærke overflade, et oplagt valg til skuret. Stålreoler sikrer effektiv opbevaringsplads, da de er helt enkle i designet og har nogle brede og stærke hylder, der kan bære tunge emner, som man ofte har i et skur. Uanset, hvilken størrelse dit skur har, kan du finde en stålreol, der passer i både højde og bredde.
Gør plads til et arbejdsbord
For at du kan bruge dit skur effektivt og ikke blot som et opbevaringsrum, bør du også indrette det med et arbejdsbord, hvor der er plads til at udføre forskellige opgaver. Dog er det vigtigt, at du altid sørger for at holde dit arbejdsbord ryddeligt, så det har den rette funktion og ikke bare bliver endnu et opbevaringssted. Sørg for at lade arbejdsbordet og værkstøjspladen være det samme sted, så du nemt kan komme til at bruge dit værktøj, mens du står ved arbejdsbordet.
Lav et hjørne til haveredskaber
Noget, der også nemt kan komme til at tage en masse plads i skuret, er ens haveredskaber. Alt efter hvor meget man går op i sin have, er det naturligvis meget forskelligt, hvor mange haveredskaber man har. Men uanset hvad, skal der også være styr på dem. Derfor er det en god idé at samle dem alle og lave et hjørne i skuret kun til haveredskaber. Du kan eventuelt hænge nogle kroge op på væggen, som du kan hænge de forskellige haveredskaber op i. På den måde får du lidt den samme effekt som med værktøjspladen.
Sæt mærkater på de forskellige ting
I stedet for at lade småting ligge at flyde forskellige steder i skuret, kan du fordele dem i forskellige kasser, så skuret altid fremstår helt ryddeligt og organiseret. Del kasserne op i forskellige kategorier, så du også holder orden i kasserne og kan finde de småting, du leder efter. Når du gør det, er det naturligvis også en god idé at sætte mærkater på de forskellige kasser, så du ved lige præcis, hvilken kasse du skal kigge i, efter det du søger.
Med disse fem simple råd kan du nemt få orden i dit skur og sikre, at du ikke kommer til at rode og skabe kaos i skuret igen.