Lav et Drivhus / Mini Udestue
Dette indlæg omhandler hvordan jeg tidligere byggede et drivhus / mini udestue fra bunden, efter det gamle type drivhus var fuldstændig ødelagt af Bodil-stormen.
I det følgende kan du læse mere om:
- Tidsforbrug / Pris / Materialer.
- Hurtigt billede af det nye færdige drivhus, og det gamle drivhus.
- Vinduesruder og hvorfor de var så billige.
- Skelettet / konstruktionen.
- Glaslister laves.
- Vinduesruder isættes.
- Træbeklædning.
- Indflytningsklart drivhus.
Tidsforbrug / Pris / Materialer.
Tidsforbrug:
Cirka 4 hele weekender.
Pris:
Cirka kr. 2000,-
Materialer:
Trykimprægneret stolper / lægter / reglar til skelettet.
(Husk altid at kigge det trykimprægneret træ igennem hvis du henter det hos trælasthandlen. De kan godt være skæve).
Krydsfiner træplader med spor til beklædning.
Trapezplader til taget.
Vinduesruder.
Beslag, skruer & søm.
Derudover har jeg brugt:
Skruemaskine, bordrundsav, kap- & geringssav, vinkel, vaterpas, murersnor, diverse træbor, listesaks, hammer.
Her kan du se det færdige resultat af drivhuset / mini udestuen.
Det gamle type drivhus, så ud som følgende:
Vinduesruder
Projektet har været længe undervejs i forhold til nogle af materialerne. Jeg er nemlig så heldig at kende nogle søde tømrer som jeg spurgte, om de ikke kunne sætte gamle vinduer til side når de alligevel skiftede dem for kunder. Skulle du ikke kende nogen tømrer kan du være heldig at få nogle vinduer på genbrugspladsen eller andet genbyg / genbrugssted.
Typisk skriftes vinduer og døre pga. råd og svamp i træet og derved er der altså ikke noget galt med selve ruden. På det følgende billede kan du se vinduerne fra en gamle sognegård.
Vinduesrammerne blev skilt ad og vinduesruderne blev taget ud. Typisk gøres det nemt ved at tage drypskinnen af først og derefter glaslisterne. Vinduesrammerne er blevet skåret op til brændeovnen. Ældre vinduer er lavet af kernetræ som har en virkelig god brandværdi.
Skelettet / konstruktionen.
Det første jeg gjorde var at rejse skelettet til drivhuset, som det ses på efterfølgende billeder. Bundrammen er lavet af trykimprægneret reglar og hjørnerne af 95×95 mm stolper. Den diagonale lægte er blot for at holde konstruktionen inden kryds og spær bliver fastgjort.
Derefter blev der lagt spær, sat kryds i felterne og vinduesbundrammen blev ligeledes skruet fast. Da det var gjort blev lægter flækket ned så de kunne agere nye vinduesrammer. Efterfølgende blev der skåret ud i spærrene og taglægterne blev fastgjort. Jeg lagde trapezplader efter de var skåret på målene og sternbrædder blev monteret så de er beskyttet af en trapezpladetop.
Glaslister
Da dette var klaret lavede jeg mine egne glaslister. Dette blev gjort af lægter som først var flækket ned og efterfølgende skåret i 35 graders vinkel. Hvorfor ikke bare købe glaslisterne færdige? Ja, så fik de ikke den profil jeg gerne ville have, og det var også blevet meget dyrere. Glasliste cirka kr. 13,- pr. meter. Lægter cirka kr. 7,- pr. meter, hvor der bliver 8 meter glasliste af én meter lægte. Give and take 🙂
De grimme samlinger fik akrylfugemasse, husk det skal være til udendørsbrug og malebart.
Vinduesruder isættes
Ruderne blev efterfølgende isat og der blev monteret glaslister indvendigt i det nye drivhus der virkelig begyndte at tage form.
Træbeklædning
Da ruderne alle var sat i blev der skåret krydsfinerplader med spor. De næste billeder viser hvordan det blev gjort. Skulle jeg helt selv vælge havde jeg brugt træprofilbrædder til beklædningen, men det ikke altid man selv bestemmer 🙂
Indflytningsklart drivhus
Det færdige drivhus blev indflytningsklart og planter samt stole blev sat ind.
Et drivhus kan bygges på mange måder jeg har valgt at gøre det på min måde, men det kun fantasien som sætter grænser. Man kunne også havet lavet dobbelttag med kip som et traditionelt drivhus har. Det har været et sjovt og spændende projekt som varmt kan anbefales. Synes du projektet er lidt for uoverskueligt kan du også finde traditionelle drivhuse her hos Wupti.com i et stort og bredt udvalg – og til særdeles fornuftige priser.
Lovgivning om Drivhuse
Husk at tage et kig på lovgivningen om drivhuse, det der hedder BR10.
Hvis dit byggeri er på bopælsadressen må du typisk bygge op til 35 kvm uden byggetilladelse. Hvis det er op til 50 kvm skal du blot anmelde byggeriet til kommunen. Er det over 50 kvm skal du have en byggetilladelse. Husk: Det er lidt anderledes ved fritidsboliger, såsom sommerhuse.
Husk ikke at overskride bebyggelsesprocenten som normalt for parcelhusområder er højest 30 procent og for sommerhuse normalt er højest 15 procent.
Byg korrekt mod skellet til naboen.
- Der må højest vende 12 meter bygning mod skel.
- Bygningen må højest være 2,5 meter høj – 2,5 meter fra skel.
- Der må ikke være åbninger mod skel, såsom vinduer og døre.
- Tagvandet skal holdes på egen grund.
Tusinde tak for at specificere så meget hvilke forskellige slags træ man kan bruge. Jeg har ikke det mindste tømrer i mig, og jeg vil rigtig gerne bygge et drivhus, sammen med min far! 😀
Selv tak Dennis 🙂
Min kære far var også med til at bygge dette drivhus / udestue.
Det er super hyggeligt at have / gøre sådan noget sammen.
Du må endelig sige til hvis jeg kan give dig råd eller du har spørgsmål 🙂
De bedste hilsner
Christian – BedreHusogHave
Utrolig flot beskrevet projekt og drivhus du har lavet Christian.
Håber stadig det står efter stormen gorm 🙂
Vh.
Peter
Hej Peter
Det gjorde det heldigvis 🙂
De bedste hilsner
Christian – BedreHusogHave
Fedt projekt, tak for inspirationen. Jeg skal selv i gang med sådan projekt her til foråret.
Er der ellers noget man skal være opmærksom på?
Venlig hilsen
Svend Mønster
Hej Svend
Nej det er der faktisk ikke.
Altså det tager jo noget tid at bygge selv, kontra et type-drivhus.
Men det er jo også en glæde i sig selv 🙂
Derudover skal man have godt styr på materialelisten.
Ellers kan det godt være en tidsrøver at hele tiden skulle køre i byggemarkedet for “lige” at hente ekstra/andre søm, skruer til taget, vinkelbeslag, ekstra lægter osv osv.
Så brug lidt tid på materialelisten.
De bedste hilsner
Christian – BedreHusogHave.dk
Hej Christian
Hvor er det bare flot dit drivhus/udestue.
Vi er netop ved at planlægge noget lignende, og vil på indkøb efter materialer her i påsken.
Hvad er målene på dit lille hus? Både længde/bredde, men også højden på den lave og den høje side?
På forhånd tusind tak 🙂
Mvh
Kristine
Hej Kristine
Undskyld det sene svar, jeg har været i fuld gang med at ligge to gulve i to sommerhuse 🙂 Der er som sagt meget at nå her i Påsken!
Tusind tak for de rosende ord, dem er jeg virkelig glad for!
Jeg er desværre ikke ved huset nu, men som jeg erindre det er det:
Længde x bredde: 3,5 x 2 meter.
Højde er henholdsvis: 2,5 meter til hældning på 1,9 meter.
(Det er lidt meget hældning, ville nok lave den mindre hvis jeg skulle gøre det om).
Det er cirka mål, men tæt på 🙂
Du må endelig sige til hvis jeg kan hjælpe yderligere.
De bedste hilsner
Christian – BedreHusogHave.dk
Hej igen Christian
Tusind tak for dit udførlig svar 🙂
Vi er faktisk endt med at lave hældningen lidt større fra 2,4 m til 1,65 m (inspireret af et par andre sider på nettet). Vores hus er dog lidt bredere (2,6 m), men vi bliver da lidt usikre på hvorvidt det er lige rigeligt. Men rammerne er lavet, så vi prøver at krydse fingre.
Tak igen 🙂
Mvh
Kristine
Hej Kristine
Det er jeg glad for at høre.
Hvis der er plads, så synes jeg ikke det kan blive for stort. Det skal nok gå.
Det er bare ekstra plads til tomatplanter og agurker 🙂
De bedste hilsner
Christian – BedreHusogHave.dk
Hej Christian. Super flot lavet, Jeg er blevet inspireret til at lave noget tilsvarende. Hvordan er vinduesrammerne samlet, og hvordan er de gjort fast til hjørnestolperne. Jeg tænker et par vinkelbeslag i top og bund, men hvad med dem ind imellem?. Hilsen Jesper